ORDET SKABER HVAD DET NÆVNER


Mandag d. 2 marts

Ankomst fra kl. 14. Henvendelse i receptionen i hovedbygningen, hvor værelse anvises. Fra kl. 14.30 er der kaffe i foredragssalen i Kampestenslængen.

Kl. 15.00: Professor Charlotte Delmar, Århus:

Omsorgens forfald eller genopstandelse.

Med udgangspunkt i velfærdsstatens udvikling og forskellige målsætninger inden for de sidste 30 år, betones betydningen af omsorgens udvikling. Jeg vil tage fat på at omsorg og ansvar er to sider af samme sag, hvorfor det mere end nogensinde er vigtigt at problematisere den autonomi som nemt kan komme til at række langt ud over et menneskes formåen – især når man for en kortere eller længere periode bliver syg eller på anden måde “mister fodfæste”.

I denne sammenhæng kommer jeg til at berøre etiske og eksistentielle fænomener, såsom livsmod, livsglæde, håb og tvivl.

Kl. 19.30: Cand.mag., tidligere forstander og præst Aage Augustinus, Gl. Rye:

Et jævnt og muntert, virksomt liv – Grundtvig og livsglæden

Livet er i egentligste forstand uoverskueligt. Alligevel må vi se at komme til rette med det, så det bliver til glæde for én selv og andre. – At det skal være til glæde står for Grundtvig fast.
Vi vil følge Grundtvigs liv frem til gennembruddet, hvor livets grundstemning for ham så ubetinget bliver glæden – glæden ved at være til. Livets grundstemning er glæden, og den skal man arbejde på. Grundtvig kalder det ligefrem “dødbideri”, når vi henfalder til sortsyn over dagens mulighed. Vi bider døden i utide, når vi ikke tager glæden på os. Grundtvig så det som sin livsopgave at fremme og vække lysten til at leve og glæden ved livet og tilsvarende bekæmpe dét, der til alle tider vil true med at kvæle denne lyst.


Tirsdag d. 3 marts

Kl. 10.00: Tidligere udenrigsminister, MF. Martin Lidegaard, København:

Lad os mødes på Midten.

Oplev en spændende politisk dialog, Martin Lidegaard lægger op til debat om hans bog, som er titlen på foredraget.
Ifølge Lidegaard har vi bygget et af verdens bedste samfund på en helt særlig tradition for at mødes på Midten, hvor vi trods uenigheder taler sammen og lytter til hinanden. Som regel. Men Lidegaard mener, at dialogen i dag er afløst af polemik og at grøfterne graves dybere, især indenfor udlændingepolitik, EU og forholdet mellem land og by. Det truer den danske model og det samfund, som de fleste af os elsker. Bogen argumenterer for en anden vej i dansk politik. En vej, hvor både de politiske partier, borgere og virksomheder er klar til at styrke den politiske samtale og finde svar på Midten på tidens store udfordringer – fra klima over migration til skævvridningen mellem land og by.

Kl. 15.00: Ph.d., lektor Christine Tind Johannessen-Henry, Løgumkloster:

Sjælesorg – teologisk rehabilitering og nye vinde.

Til en klassisk karakteristik af begrebet sjælesorg, føjer vores moderne verden nye lag til, som overvejer lidelsen gennem påtrængende temaer, f.eks. diversitet, køn, seksualitet, etnicitet, interkultur og sekularitet. På baggrund af min nyeste bog “Mangefoldet tro og sjælesorg og mit arbejde med begrebet i øvrigt, vil jeg foretage nogen nedslag i samtidens opfattelser af sjælesorgen. Det handler om sårbarhed, uretfærdighed, ulighed og diskrimination. Det hele sammenvæves i en personlig og kollektiv praksis omkring sjælesorg med ét overordnet anliggende: Fællesskab.

Kl. 19.30: Orkesterdirigent, Cand. mag. Peter Ettrup Larsen, Brønderslev:

Det klingende nu.

Koncertsalen summer af forventningsenergi. Oppe på scenen sidder musikerne klar. De sidste tekniske detaljer finpudses, imens der varmes op. Så rejser koncertmesteren sig, og alle fokuserer på oboisten, der spiller stemmetonen. Når alle har stemt, bliver der igen stille i salen, dirigenten kommer ind, og der falder ro over salen. Dirigenten løfter armene og samler al fokus i en fortættet forventning til, hvad der nu skal til at ske…
Dirigent Peter Ettrup Larsen vil i ord og toner vise, hvad det egentlig er, der sker, når “nuet” pludselig bliver håndgribeligt, og teamwork bliver til kunst.
Peter, der både er dirigent og retoriker, bygger bro mellem kropssproget og det talte sprog, og det bliver klart, at musikken spiller ind, hver gang vi taler med hinanden. Det er nemlig ofte musiske færdigheder som f.eks. rytme, timing og scenisk udstråling, der afgør, om vi “brænder igennem” med vores budskab.
Et festligt foredrag, der med musikken som omdrejningspunkt fokuserer på kommunikation, kropssprog og mellemmenneskelig forståelse.


Onsdag den 4. marts

Kl. 10.00: Valgmenighedspræst Hans Nørkjær Franck, Lemvig:

Johannes Sløk – tragedie eller komedie.

Johannes Sløk var en tænker med en sag. Han brugte hele sit liv på at søge stadigt dybere i det spørgsmål, som mange af os stiller sig: Hvad er egentlig meningen? For Johannes Sløk var meningen imidlertid mere end almindelig vanskelig at finde. Og det bragte ham både på afveje og hovedveje blandt historiens store tænkere. Hans egen grundlæggende holdning var, at mennesket var en misforståelse – et fejlslagent projekt i skabelsen. Og dén påstand havde han i sinde at konfrontere Vorherre med – hvis han altså kunne finde ham…

Kl. 14.00: Studietur på Djursland. Chauffør og guide: John Simoni.

Kl. 19.30: Gudstjeneste i Gjerrild kirke v/ sp. Christina Philipstatt


Torsdag den 5. marts

Kl. 10.00: Sognepræst Christina Philipstatt Schwencke, Gjerrild:

Kaj Munk.

En fortælling om et passioneret liv og dets konsekvenser. Mød præsten, skribenten og forfatteren, der gik hele vejen i det han stod for. Om Kaj Munks liv, om mordet og de involverede; med brudstykker fra nogle af hans prædikener og genfortælling af hans skuespil.

Kl. 15.00: Professor Johan Fynbo, København.

Videnskab og tro: Med- eller modsætninger.

I den offentlige debat fremstilles naturvidenskab og religiøsitet ofte som hinandens modsætninger. I foredraget vil Johan Fynbo, der er astronom ved Niels Bohr Instituttet i København, først skitsere sin vej ind i forskningen fra en baggrund som bondesøn fra Koldingegnen.
Dernæst vil han skitsere det moderne astronomiske verdensbillede og fortælle kort om, hvad han arbejder med indenfor astronomien. Endelig vil han diskutere spændingsfeltet mellem tro og forskning og argumentere for, at det er fuldt ud muligt at arbejde som forsker som et troende menneske uden at slå knuder på sig selv.

Kl. 19.00: Domprovst Niels Christian Kobbelgaard, Aalborg

StormP.

Foredraget vil kredse om StormP´s tegninger og malerier og særligt hans brug af den bibelske forståelseshorisont.
Vi kender StormP´s finurlige opfindelser, hans nummermænd, hunden Grog og ikke mindst hans vagabonder og klovner. StormP har dog også andre sider, som ikke er så kendte. I foredraget vil jeg kaste lys over både den samfundsrevsende og den religiøse side af StormP´s billedrige forfatterskab. Det er i det lys, man får fuldt udbytte af at møde hans klovner og vagabonder.
Vi skal møde den unge Storm, der som gammeltestamentlig profet revser sin samtids magthavere. I avisernes spalter kommenterer StormP livets gang på godt og ondt. Karakteristisk for StormP er, at han i alt, hvad han skriver og tegner og maler, kredser om at forstå livet som menneske. StormP viser sig som et menneske, der bærer på en stor medfølelse med de små. Det er dem, der er forundrings-parate, mens mange af de andre højt på strå spiller deres spil. Det er de små, han bruger som “forkyndere” af livets storhed, varme og glæde. Her viser StormP sig som en evangelisk forkynder.
Ind i alt, hvad StormP malende forkynder og formaner, mærker vi hans varme humor, som vel om noget er StormP´s varemærke.

Derefter: Festaften.


Fredag den 6. marts

Kl. 10.00: Tidligere Kirke- og kulturminister Mette Bock, Horsens:

Mediernes ansvar.

Foredraget vil med afsæt i mediernes historiske udvikling og betydning for den demokratiske samtale lægge op til debat om, hvorvidt medierne gør noget godt for demokratiet – eller det modsatte.

Dagsprogram for alle dage:

Kl. 08:00 Morgenmad

Kl. 09:15 Morgensamling

Kl. 12:30 Frokost

Kl. 18:15 Middag

Der er morgensamling hver morgen kl. 9.15 ved Hans Jacob Hansen. Refugieugen ledes af tidl. Domprovst Arndt Jessen Hansen.